Hvem er Malkavian?

Jesper KristensenMit navn er Jesper Kristensen, og jeg bor i oplandet til Århus. Jeg gik i en periode under pseudonymet "Malkavian", men den tid er forlængst forbi. Nu står jeg frem ved eget navn i alle sammenhænge, da det på et tidspunkt gik op for mig, at den måske vigtigste grund til det fortsatte forbud skyldes cannabisbrugernes kujonagtige adfærd. Hvordan skulle billedet af cannabisbrugerne nogensinde ændre til det samme nuancerede billede vi har af alkoholbrugerne, hvis folket kun ser cannabisbrugerne blive udstillet i pressen indenfor den gældende dramaturgi? Som hos andre minoriteter er tiden kommet til at vise mod og mandshjerte og stå frem. Selv løbe en risiko. Også selv om det officielle politiske klima er imod én.

Jeg er født i 1972, samme år som Nixon nedsatte Shafer-kommission, der senere barslede med "Marihuana: a signal of misunderstanding". Jeg er ud af en ganske normal familie fra Nordvestjylland, hvor min far var maskinarbejder og min mor folkeskolelærer, og jeg har to yngre brødre. Da jeg var 6 år gammel mistede jeg min far til lungekræft. Han blev ikke ældre end jeg er her i 2009, men jeg kom godt i gang med skolen takket være min mor og fattede straks interesse for det boglige.

Efter folkeskolen og 8.-9. på efterskole gik jeg på Handelsskolen, hvor jeg tog min Højere Handelseksamen. I den periode introducerede en god ven mig til faglitteraturen, og inden længe gled mine skønlitterære interesser over i mere og mere faglitteratur, og jeg har siden da suppleret mit "day job" med mange sideløbende studier i emner som religion, psykologi, sociologi, evolutionsteori, neurologi, videnskabsteori og filosofi.

Hvad kan jeg sige? Jeg er en nysgerringt anlagt bogorm og går gerne til yderligheder for at komme til bunds i de emner, der interesserer mig. Da jeg boede lige skråt over for Bogtårnet i Århus gik historien i bofællesskabet at "først flyttede Jesper hertil, og så byggede de for nemheds skyld Bogtårnet ved siden af".

Efter endt HH gik jeg på Handelshøjskolen i Århus, hvor jeg startede på HA.dat og senere blev Cand. Merc. indenfor en blanding af mikro og makroøkonomi. Mine højdepunkter på studiet var Public Choice teori, økonomisk rationalitet, Game Theory. videnskabsteori og statistik. Samt IT fagene. Efter endt uddannelse skiftede jeg dog spor og var systemudvikler af portalløsninger og siden forretningskritiske databaseapplikationer indenfor telebranchen. Her i 2009 er mine arbejdsopgaver igen ændret, og jeg er nu Business Analyst - reelt er det teknisk projektledelse og koordinering med en god blanding af det forretnings- og IT-mæssige.

Min interesse i rusmidler og rusmiddelpolitik er ikke en hemmelighed, og jeg holder mig ikke tilbage, hvis diskussionen kommer op. Mine interesser i emnet går langt videre end den ynkelige anklage fra forbudstilhængerne om at "det jo bare handler om at I vil have adgang til fri hash". Der er to ting at sige til det.

Det første er at forklare den egentlige årsag til min interesse i emnet, der ligger indenfor emnet borgerrettigheder, frihed og respekt for ånden i Grundloven; for ikke at sige selve rygraden i vores vestlige civilisationer. Vi er blevet stærke pga. vores åbenhed, pluralisme, mangel på tabuer og viljen til at leve og lade leve, så længe de andre omkring os ellers ikke indskrænker vores friheder. Samtidig er en af mine kæpheste, at vi bliver nødt til at tale om tingene på en fornuftig måde. Der må og skal være standarder for viden. Alle har ret til deres egen mening, men ikke til deres egne kendsgerninger; tro er ikke nær så godt som viden. Om noget føler jeg, at der er gjort vold på sandheden i samfundets diskussion om stoffer.

Det andet er følgende: "Du siger, at jeg bare vil have adgang til hash! Newsflash, venner! Jeg har så rigelig adgang til cannabis - ja, der er dybest set ikke det, som jeg ikke har adgang til. Hvis jeg gad, kunne jeg skaffe hvad som helst! Det skyldes ikke, at "jeg er så rasende velbegavet" (for at citere Hausgaard). Det er det, der er pointen: der findes ingen med viljen dertil, som ikke kan skaffe et hvilket som helst stof hjertet måtte begærer". Så den anklage må simpelthen snart indhente skrotpræmien, for hvis der er én ting, som den nuværende forbudspolitik ikke har magtet at gøre noget ved, så er det tilgængeligheden.

Jeg startede med at sige det med kujonerne. Jeg har selv været én af dem, men det har været interessant at trodse frygten og tone rent flag. Naturligvis skal man ikke se bort fra, at jeg er velsignet med en stor viden og talegaverne til at forsvare mine synspunkter. Men - og det bør slå de fleste som dybt overraskende - jeg har ikke oplevet negative konsekvenser af at være mere åben om disse ting! At springe ud af skabet som både aktivist og cannabisbruger (plus det løse...) har været forbløffende smertefrit. Det har givet diskussioner, men til dato ingen fyringer eller diskrimination. Og ja! Min nuværende chef kender mit politiske engagement, og det gælder også utallige af mine kollegaer. Enkelte kollegaer har endda udviklet nogle fine nuancer i deres viden om emnet.

Mit ultimative mål er blot dette: en normalisering af debatten. Mere skummelt eller "radikalt" er det faktisk ikke. Samfundets debat om rusmidler minder i dag mere om fjerne landes præsteskaber og deres måde at omtale alt mulig andet end lige det religiøst sanktionerede. Måden vi taler om stoffer på ville have reddet os etiketten "racister", hvis emnet havde været andre racer - eller "mandschauvinister" hvis målet for vores urimeligheder havde været kvindekønnet.

Som det er her i begyndelsen af 2009 må jeg vel - når jeg tænker på de personlige risici og meget reelle omkostninger til aktivismen - påklistre etiketten "idealist" på mig selv. Hvem skulle have troet det?

Lidt næremere hjemmefronten. Havde hele konceptet med at blive gift i en fart været indført, ville min kone og jeg allerede have fejret vores kobberbryllup. Det kan vi så ikke rent teknisk, da selve det med brylluppet trak ud. Vi har sammen en datter på 6 år, som har trådt sine første "akademiske skridt" i 0.c. Allerede her et halvt år efter skolestart pløjer hun sig igennem alle læs-let bøgerne med Læsefidusen. Jo jo, selv en lille folkeskole halvvejs på bøhlandet snakker nu om moderne pædagogiske principper og inviterer Chris MacDonald på besøg. Krisen om de skrækkelige unge uden talenter og manerer må vist afblæses for nu. Mine brødre arbejder hhv. indenfor IT-branchen (alternativ energi) og som maskinmester inden flødeis. Sidstnævnte i USA. Vi mistede alle Bedste/Mor/en bedste ven i efteråret 2008 efter en træls episode med medicinforgiftning, resulterende sundhedsproblemer og endelig kræft. Som patient nåede hun ikke at nyde godt af cannabis som medicin. Dertil var hun alt for bange efter et langt liv med ensidig information.

Hvad angår fremtiden har jeg til hensigt at gøre noget ved det problem.