Grundargumenterne for Legalisering

Tilbage til forsiden

Politics is the art of looking for trouble,
finding it whether it exists or not,
diagnosing it incorrectly,
and applying the wrong remedy.
- Ernest Benn

Version: 2.0

Versionsnote: artiklen er omstruktureret helt og aldeles siden version 1.1. Da artiklene er meget forskellige har jeg valgt at stille den foregående artikel til rådighed her: grundargumenterne for legalisering version 1.1.

Debaten om narkotikapolitikken er meget forvirrende, og der er så mange misforståelser i debatten, at selv tilhængerne af reform - som jeg selv - sommetider bruger årevis på at komme ned til benet af det hele. Denne artikel er forsimplet og kogt ned til det, der er slutresultatet af lang tids raffinering fra min side. Det skorter på detaljer, da disse kan findes andre steder, og målet er at definere selve kernen i det med reform og legalisering.

Oversigt

Der er basalt set kun to overordnede grunde til at være for eller imod forbuddet/legalisering/reform:

Nogle har kun én af disse grunde, andre har begge.

Principper og moral

Den narkopolitiske verden har principielt og moralsk to tektoniske plader, som folk fordeler sig på.

Tilhængerne af individuel frihed

Den ene gruppe, der typisk er tilhængere af at reformere narkotikapolitikken i retning af lovlige markeder og regulering, har nogle glødende principper omkring den individuelle frihed og menneskerettighederne. Denne gruppe mener af princip, at staten (og andre mennesker) ikke har nogen som helst ret til at blande sig i individets adfærd så længe individet ikke træder på andre friheder.

Disse friheder er ofte negativt definerede. Altså tænker disse mennesker ikke på rettigheder som en positivliste af adfærd, som eksplicit er gjort lovligt. Denne type rettigheder anser de for at være farlige, da nye, ukendte ting har en tendens til at pr. definition at være ulovlige, fordi de ikke står på listen over det tilladte.

I denne gruppe kan man finde mange libertarianere, liberalister og lignende.

Fælles for de fleste er at individet er sin egen suveræne hersker, og at individet frem for alt har ret til at være fri for andres tvang. Vi mennesker skal sameksistere, men hvis man ikke kan føle sig sikker i sin person eller ejendele, så er man reelt truet på livets absolut vigtigste forudsætninger. Det nytter ikke noget, hvis andre ustraffet kan berøve andre deres retmæssige ejendom, eller hvis andre ustraffet kan tillade sig at udsætte et individ for vold, mord, skamfering, voldtægt og lemlæstelse.

Disse princippet tager mange så alvorligt, at de hellere vil se et andet menneske gå til grunde pga. deres - for tilskuerens - ukloge valg i livet. Måske er det dumt, at de vil tage chancen og bestige et bjerg, indtage et rusmiddel eller undlade at modtage medicinsk behandling, men hjerteskærende som det kan forekomme, så føler disse glødende tilhængere af den individuelle frihed, at selve civilisationen står på spil, hvis vi begynder ned af den glidebane, at vi udsætter andre for tvang selv om de aldrig på nogen måde har truet deres egne friheder.

Mange grundlove i den vestlige verden har en stor inspiration fra filosofien om de naturlige rettigheder, og man har mange steder kodificeret disse i loven.

En anden måde at anskue disse moralske principper er gennem "lev og lad leve princippet". Det er en social kontrakt om, at jeg lader dig være i fred, hvis du til gengæld lader mig være i fred - og så lover vi hinanden at vi ikke uretmæssigt tilraner os den andens ejendom eller krænker deres krop. I den økonomiske verden gælder disse principper på den måde, at virksomheder på et marked effektivt har ubegrænset frihed, så længe de ikke træder på andre i processen. Altså er det fuldt ud lovligt at konkurrere ved at dygtiggøre sig selv (også selv om en anden taber i konkurrencen og det således er "skadeligt" for den anden), men at sætte ild til konkurrentens fabrik, tæve hans medarbejdere og fremkomme med injurierende udsagn skader den anden direkte og er derfor ulovligt.

For individualisterne er egentlig selvdestruktiv sindssyge nok den største filosofiske og praktiske udfordring. For er en sindssyg person i sandhed rationel, velinformeret og ved sine fulde fem - og vil individualisten tillade den sindssyge selvdestruktive adfærdsmønstre? Et sted på den filosofiske skala deles vandene nok på dette spørgsmål.

Mennesker, der af princip er tilhængere af den individuelle frihed, vil ofte strække sig endog meget langt for at beskytte individet. I forhold til princippet om effektivitet vil en individualist tillade endog store personlige konsekvenser inden de af praktiske hensyn begynder at overvejer indskrænkninger i den personlige frihed.

Kollektivisterne

Den anden gruppe adskiller sig på en række vigtige punkter. Frem for alt respekterer de ikke, at individet er den korrekte analyseenhed. Deres appelinstanser sigter højere, og vil ofte nævne folkesundheden, samfundet, staten eller almenvellet som den absolut vigtigste analyseenhed. For dem er det fuldt ud legitimt, at de griber ind overfor det enkelte individ og begrænser dennes frihed - selv på meget voldsomme måder, som involverer statssanktioneret vold, frihedsberøvelse, konfiskation af privat ejendom og i nogle tilfælde livet på enkelte individer. Det vigtigste er at gruppens kollektive mål bliver opfyldt.

Deres grundholdning er, at denne "aggregerede entitet" (samfundet, staten, gruppen) - står over individet. Lad os bare kalde denne entitet for "Staten" for nemheds skyld. Individet har naturligvis friheder, men de er for alle praktiske mål underordnet Staten og frihederne er så at sige på Statens nåde.

Under denne optik har individet ikke suverænitet over sin krop eller sin ejedom. Implicit er der en antagelse om, at individet er Statens ejendom, og derfor faldet det dem også let at straffe deres medborgere for adfærd, som ikke direkte påvirker andre end dem selv: for et individ, der løber en risiko for legemsbeskadigelse, sygdom, nedsat arbejdsdygtighed eller ulykke, skader samfundet og dermed mener disse mennesker ikke at deres "kriminelle adfærd" er offerløs. For samfundet er det vigtigste og den korrekte analyseenhed.

Dette er også en integreret del af deres retorik. Ofte appelleres der til at "det kan vi som samfund ikke tillade at en person gør" og "vi kan jo ikke tillade at en person slår sig selv ihjel med stoffer eller bliver syg og behandlingskrævende, for rammer jo samfundet og alle i det", "et samfund har ret til at sætte grænser for, hvad folk gør, og det er derfor både bøder og fængsel er fuldt ud legitime for at beskytte os mod f.eks. stoffer".

Fundamentalt er denne tankegang kollektivistisk og bærer en række ligheder med socialisme, kommunisme, fascisme og nazisme. Alle disse politiske ideologier har traditionelt sat samfundet over individet, og de har ofte behandlet borgere med andre meninger og adfærdsmønstre som kriminelle, fordi de ikke indrette efter det højere formål: Staten.

Nogle kollektivister har en endnu højere appelinstans: Gud. For dem er selve eksistensen en del af Gud, og løber man en risiko - f.eks. ved at indtage et rusmiddel - så skader man både samfundet og selveste Gud. Filosofisk udgør dette et problem for kollektivisterne. For er det nok at basere sin moral på et fundament af tro? Kan man diskutere eksistensen af Gud og fornuften i at bruge denne appelinstans, så kan man vel også anfægte selve den fundamentale antagelse af Staten/samfundet er en ægte appelinstans, der så at sige kan "være offer" for et individs risikable adfærd?

Kollektivisterne har givetvis en større følsomhed overfor selv de mindste risici, som et individ påfører sig selv, for det vil altid ligge i kortene, at enhver skade på individet er en skade på samfundet, fordi alle er en del af samfundet, og fordi samfundet i deres optik er vigtigere end individet.

Ikke meget fælles grund

Filosofisk er det en interessant problemstilling, for de mest basale moralske imperativer finder deres ophav i det levende individ, som er i besiddelse af et centralnervesystem, der kan opleve lykke og lidelse, og de fleste er normalt enige om at umoralske - ja kriminelle - handlinger er når én persons adfærd påfører et uskyldigt offter smerte, lidelse eller truer dennes selvopretholdelsesdrift.

Dette lægger fundamentet for den individuelle frihed. Måske er tilhængerne af dette simpelthen bare mennesker, der én gang for meget i løbet at deres liv har følt sig magtesløse og beskadiget af omgivelserne og nu forsøger at udbrede "friheden for andres tvang" som en kantiansk moralsk imperativ?

Kollektivisternes synes at besidde mindst ligeså glødende holdninger som individualisterne. Ganske som individualisten i skikkelse af en en William Wallace kort før henrettelsen trodsigt råber "I kan tage vores liv, men ikke vores frihed", ligeså glødende synes kollektivisterne trang til at påføre andre straf og fratage dem retten til deres kroppe og ejendom for at tjene Statens interesser.

Men Staten har ikke et centralnervesystem, som kan opleve lykke eller lidelse.

Forfatteren her er tydeligvis ikke at finde i den kollektivistiske lejr, og det er ham ubegribeligt med disse kunstige, aggregerede entiteter - om de så hedder Staten eller Gud. Begge er meget abstrakte størrelser, som ikke har et liv i den forstand, som et individ har.

Effektivitet og politikkens virksomhed

Uanset hvilket principielt standpunkt man måtte have, så står der tilbage spørgsmålet om effektiviteten af en given politisk løsning på eventuelle problemer med narkotika, psykedeliske stoffer og stimulanter i samfundet.

Uanset om man er i den ene eller den anden principielle lejr, så burde begge - fraregnet de decideret religiøse - kunne blive enige om, at resultaterne tæller. Selv kollektivisten må anerkende, at hvis en politik beviseligt ikke virker, eller hvis kuren er værre end sygdommen, så er det ganske enkelt dybt irrationelt at fortsætte den politiske kurs. En forfejlet politik skader jo netop det samfund, som han eller hun forsøger at beskytte og som udgør det absolut vigtigste mål for selve livet og eksistensen. Så i bund og grund kan vi kaste de principielle overvejelser på porten. De er næsten helt irrelevante.

Så virker forbudspolitikken?

Spørger man tilhængerne får man uden tvivl et ja. De mener deres politik er virksom. Reelt er der dog en del slinger i valsen desangående, for hvad er det egentlig for mål forbuddets tilhængere har haft?

De har to mål. Ét mål når visionerne skal fremlægges, og et andet når resultaterne af politikken skal analyseres

Der har til alle tider - underforstået som direkte erklæret - været en målsætning om total afholdenhed, hvad angår rusmidlerne. Denne afholdstanke har løbet som en mere eller mindre skjult understrøm i forbudspolitikken siden dens opfindelse. Så sent som i 1998 erklærede FN "A drug free world - we can do it"?

Logikken er simpel: "når folk indtager et rusmiddel eksisterer der en mulighed for at de kommer galt afsted (narkomani eller akutte skader), men når man forbyder et stof, så bliver det ulovligt og det forsvinder helt, og når rusmidlet simpelthen ikke er der så kan folk jo pr. definition ikke indtage det og komme galt afsted - problem løst!". Denne logik appellerer til os på mange magtfulde måder. For det første er logikken utroligt nem at forstå: "intet rusmiddel, ingen skader". Selv et barn kan forstå denne simple, selvindlysende sandhed. Det andet er at man tager problemet ved dets ultimative rod: stoffet. Det tredje er at vi mennesker har en tendens til at kaste vores penge efter løsninger, som ville være fantastiske, hvis de var sande; kort sagt ønsketænkning.

Den fundamentale hypotese bag forbuddet er, at kriminalisering er en effektiv måde til at nå målet på. Dette er såmænd stadfæstet i Single Convention on Narcotic Drugs fra 1961. Teorien siger ganske enkelt, at vi mennesker responderer forudsigeligt på de essentielle økonomiske incitamenter, som bøder, fængsel og administrative "straffe" stiller op. Straffer man besiddelse, så falder nytten af at besidde (og bruge) et stof, og så holder man op med at både sælge og efterspørge stoffer. Andre forbudstilhængere mener også, at hvis markedet kun producerer dårlige, urene eller decideret farlige stoffer, så er det et incitament for at holde op med at tage stoffer (eller præventivt så man aldrig kommer i gang).

Kort sagt mener forbuddets hypotese, at man kan kontrollere udbud og efterspørgsel efter disse ulovlige stoffer gennem en næsten ensidig straforienteret politik.

############################################
#       Copyright Malkavian 2008           #
############################################