Grundargumenterne for Legalisering

Tilbage til forsiden

Politics is the art of looking for trouble,
finding it whether it exists or not,
diagnosing it incorrectly,
and applying the wrong remedy.
- Ernest Benn

Version: 1.1

Versionsnote: artiklen er i forhold til version 1.0 skrevet generelt om og dækker nu ikke bare cannabis, men også andre stoffer.

Man kan godt miste overblikket over legaliseringsdebatten. Hvad er vigtigt og relevant, og hvad er mindre vigtigt? Her er det kogt ned til de centrale argumenter.

Brug af stoffer er ikke forbrydelser

Grundargumentet er: en adfærd skal opfylde en række karakteristika, før man kan tillade sig at kalde adfærden for en forbrydelse. Brugen af stoffer er, uanset hvor meget man personligt hader og afskyr stoffer, ikke en forbrydelse. Derfor giver det heller ikke nogen mening, uanset hvad man mener om stoffer, at løse problemet gennem strafferetslige tiltag.

De fleste har efter årtiers ideologisk propaganda accepteret, at brugen af stoffer fortjener at blive kaldt "en forbrydelse". Men tænk venligst over ordet "forbrydelse". Hvordan er ordet overhovedet defineret, og hvilke krav kan man stille til en handling, før man kan tillade sig at kalde den for en "forbrydelse"? Noget er i bund og grund en forbrydelse, når en person forbryder sig mod en anden persons krop eller ejendele, eller flyver ind i høje bygninger eller detonere bomber i tætbefolkede områder. I samme boldgade er vold, tyverier, mord og trusler tydeligt skadelige for andre - og dermed forbrydelser. At ryge en joint hører simpelthen ikke til i denne boldgade.

Når et frit menneske i et vestligt demokrati fuldstændig frivilligt og uden tvang vælger at indtage et stof, så er det simpelthen ikke en forbrydelse efter nogen som helst rimelig målestok. Denne rationelle holdning er ganske udbredt hvad angår alkohol og tobak (og sport, sex og bjergbestigning), der jo ellers også er risikable adfærdsformer.

Uanset hvad man måtte mene om alternative rusmidler, ja uanset hvor meget man personligt hader dem, så nytter det ikke at behandle stoffer som et strafferetsligt problem, når de ikke er det. Vi hader, frygter og afskyr måske også HIV, alkohol og traffikuheld, men vi behandler jo ikke disse problemer som forbrydelser. Hvis vi alligevel gjorde det, så ville vi have langt mindre succes med at begrænse skaderne end vi har i dag.

Den eneste målestok, hvor det logisk følger at definere brugen af narko som en forbrydelse, er hvis man anlægger en middelalderlig synsvinkel og indfører en art "Dansk Sharia". Altså hvor man gør sin egen moral og semi-religiøse had mod stoffer til lov for andre (ganske som man straffer homoseksualitet og alkoholbesiddelse helt ekstremt i Iran og Sauidi-Arabien). Dette er bare en utroligt uværdig ingangsvinkel til problemet i et vestligt demokrati, der bryster sig af frihedsidealer.

Så hvad gør man så? Selvfølgelig er der risici og problemer i forbindelse med stoffer, men det rationelle er at fokusere på det sociale og sundhedsmæssige. Dette giver mening, for problemets natur er netop af denne karakter. Stofferne kunne sagtens gøres lovlige (igen), men samtidig være underlagt en fornuftig (og måske meget streng) regulering. For det første ville disse reguleringer med garanti opnå samme effekter som de små fordele, som kriminaliseringen giver os i dag (set verden over opnår kriminaliseringen noget, men der er ingen sammenhæng mellem størrelsen af straffene og de "gode narkotal"). For det andet ville vi opnå disse fordele med meget mere humane og begrænsede midler end i dag, hvor der postes milliarder i relativt uvirksomme løsninger.

Demokratiske frihedsidealer er vigtigere end risici

Grundargumentet er: Ja, der er farer ved stoffer af enhver art, men individets ytrings- og handlefrihed i et frit, demokratisk samfund må og skal være ukrænkelige. Forbudet griber ulovligt ind i disse ukrænkelige friheder. Derfor bør vi i et samfund af vores slags legalisere stofferne og regulere dem som alle andre ting.

Det absolut vigtigste og mest fundamentale argument for legalisering ligger i vores vestlige, demokratiske samfundsform og de værdier og menneskerettigheder, som det hele bygger på. Fundamentet for, at vores samfund overhovedet kan fungere, er at ytrings- og handlefriheden er ukrænkelig. Vi har ret til at tale frit uden at forvente repressalier. Vi har ret til at handle frit uden at andre begrænser vores selvbestemmelse.

Er disse friheder ikke ukrænkelige, så fungerer vores samfund ikke, og det begynder at falde fra hinanden med strid mellem borgere, politi, domstole og politikere. Der sker en forråelse, og befolkningen begynder at opfatte lovene som uretfærdige. Og med dette begynder sammenhængskraften i samfundet at smuldre..

En person eller regering har ingen ret til at krænke et andet menneske fundamentale rettigheder, så længe det andet menneske på sin side undlader at begrænse andres friheder ved sine ytringer eller handlinger. At ryge en joint eller tage en Ecstasy pille (rekreationelt eller medicinsk), overtræder ingens grænser.

Tværtimod bør vi alle følge Voltaires opfordring: "Selv om jeg ikke er enig i det, du siger, så vil jeg til min død forsvare din ret til at sige det". Alt andet er mord på vores civilization.

Rammerne for ytrings- og handlefrihed er allerede vide i vores samfund, og vi accepterer og tillader en lang række ytringer (intellektuelle som fysiske). Også ytringer, der i udgangspunket er risikable, eksempelvis: Panodil, medicinsk morfin, alkohol, tobak, faldskærmsspring, bjergbestigning, fodbold, håndbold, boksning, maratonløb, sex, graviditet, privatbilisme og et hav af andre ting.

Som hovedregel er ting simpelthen tilladte, også selv om de er risikable. Den eneste gyldige undtagelse er, når en given ting er afsindigt farligt: særlig farlighed kan godt legitimere et forbud. Beriget uran, thalidomid og plastisk sprængstof er gode eksempler på ting, der er rimelige at forbyde med alle midler. Mindre farlige ting (som skydevåben i pistolklubber) reguleres skarpt, og relativt ufarlige ting er simpelthen lovlige og kun underlagt moderat regulering (alkohol, tobak, privatbilisme, medicin).

Hash er, som enhver større rapport viser, et stof med begrænsede skadevirkninger. Farligheden ligger på linie med - og ofte under - niveauet for en lang række allerede fuldt lovlige rusmidler og gøremål. Diverse andre stoffer har også fået overdrevet deres fare-potentiale voldsomt. Omgås man dem med viden i baghånden, så udgør de en meget minimal fare, der ligger rimelig meget på linie med alkohol og tobak.

Men selv hvis et stof er farligere end alkohol, men altså under niveauet for "særligt farlige ting", så er det ikke samfundets opgave at indskrænke individets ret til at løbe denne risiko.

Forbudet diskriminerer minoriteter

Grundargumentet er: Forbudet mod stoffer diskriminerer en minoritet, der vælger at bruge andre stoffer frem for alkohol og tobak. Alle skal være lige for loven. Alt andet er i strid med vores fundamentale principper. Også selv om diverse stoffer ikke har så lang en historisk og kulturel anvendelse som alkohol. Stofferne bør uanset flertallets kulturelle præferencer være lovlige - omend reguleret skarpt for de farligste af dem.

Tobak og især alkoholkulturen i Danmark har rødder, der går århundreder tilbage. Cannabisnyderne og andre stofbrugere udgør en relativt ny og lille subkultur, som "det officielle Danmark" ser skævt til. Alkohol er derimod en naturlig del af et hav af ritualer og traditioner i vores danske kultur, lige fra den kristne nadver til familiefester til champagnebrusende sejre på Christiansborg og i Parken.

Samtidig forstærkes den kulturelle fordom mod stofferne af den kendsgerning, at de simpelthen er ulovlige. Uanset hvad man måtte mene om den gennemsnitlige stofbruger, så er vedkommende kriminel under den nuværende forbudsideologi. De allerfleste mennesker er utroligt autoritetstro og anser lovbrydere for pr. definition at være en slags undermennesker.

Al diskrimination har dybest set én rod: at den ene gruppe simpelthen ikke kan lide den undertrykte minoritet. Og alt for mange føler sig truede, når andre vælger at leve på en anden måde end dem selv. Resultatet er - bevidst eller ubevidst - at den magtfulde gruppe altid ender med at behandle den forhadte gruppe værre end de ville have behandlet deres egne. "Frihedens stemme" er simpelthen lige den tand mere spinkel, end når det er én selv og ens kære, der bliver ramt.

Der kommer ikke noget godt ud af at diskriminere andre. Det leder til polarisering, civil ulydighed og oprør i samfundet. Det er netop derfor enhver grundlov i vores vestlige verden har stadfæstet vores ukrænkelige ret til ikke at blive diskrimineret. I et demokrati må flertallet godt styre, men flertallet må ikke herske diktatorisk over mindretallet.

Problemet i vores samfund i dag er, at en række politikere høster fede karrierer på deres hårde kurs mod stofferne. Ã.benbart er samfundets overordnede ve og vel ikke så vigtigt som deres fede løncheck.

Dog bør man ikke dømme stofbrugerne hårdt, bare fordi de af samfundet er stemplet som "kriminelle". Tænk blot på, at der findes lande som Iran, hvor alkohol har samme juridiske status som cannabis herhjemme. Det gør ikke alkoholnyderne i Iran til dårlige mennesker ene og alene fordi de indtager ulovlige rusmidler. For ikke mange år tilbage var homoseksualitet decideret forbudt i flere vestlige lande og kvinder havde ikke stemmeret. De danske frihedskæmpere var under 2. verdenskrig også kriminelle ifølge den danske regering. USA havde apartheid tilbage i 1960'erne, og McCarthy periodens sortlister af "jøder og kommunister" var stadig i fuld sving. Derfor bør det heller ikke være nogen overraskelse, at kampen mod narko i høj grad er ideologisk og moralsk motiveret, men desværre er debatten om stoffer ikke blevet opgraderet til samme fornuftige niveau som andre emner fra den tid. .

Forbudets skader er værre end stoffets skader

Grundargumentet er: Stoffer er risikable, da det vitterligt er virksomme stoffer vi har med at gøre, men alle disse skader er mindre end de skader, der er direkte følge af selve forbudet mod stofferne. Det er fundamentalt uetisk, at kuren er mere skadelig end sygdommen. Derfor bør man legalisere.

Alle stoffer rummer risici - eller farer som mange bare kalder det. Det er disse farlige aspekter, som legitimerer forbudet, men det sker gennem overdrivelser for at gøre faren så "særlig", som der er brug for.

Det klareste eksempel på denne useriøse tankegang må være hashen. Alle de videnskabelige resultater taler om et relativt mildt og ufarligt stof (set relativt til alkohol/tobak), men stoffet kan naturligvis resultere i skader. Disse skader fra stoffet i selv kan bare ikke stå alene i et vakuum. De må og skal holdes op mod de ligeså beviselige skader, som selve forbudet er skyld i:

Misbrug er klart nok dårligt i sig selv, men det bliver værre, når samfundet tilmed straffer brugerne med chikane, bøde, plettet straffeattest og fængsel.

Man må heller ikke lovgive ensidigt ud fra undtagelsen og misbruget. Alt nyttigt og sjovt rummer pr. definition farer, men bare fordi Danmark har alkoholikere blandt brugerne af alkohol, så forbyder vi jo ikke alkohol for det resterende ansvarlige flertal.

Der er et hav af ting, der har negative virkninger uden at vi kriminaliserer dem:

Denne liste er potentielt endeløs. Pointen er, at der er irrationelt at se sig blind på skadevirkningerne, ægte som imaginære. Det nytter ikke bare at se på verden udelukkende fra en "frygtens synsvinkel".

Alkohol er et godt eksempel. Det er ingen tvivl om, at skaderne fra alkohol er store i det danske samfund. Der findes tusinder af alkoholikere i Danmark. Det er tragisk, men vi forsøger at løse problemet ved at tilbyde forskellige typer af hjælp til at løse situationen. De fleste alkoholikere er jo socialt og psykisk belastede, og de har langt mere brug for hjælp end bøder og fængsel.

Det var klare moralske motiver kombineret med de faktiske alkoholskader, der ledte til "Forbudstiden" i USA. Denne forbudstid demonstrerede igen den usvigelige logik: nok er det dårligt at være alkoholiker, men aldrig har der været flere alkoholskader end under Forbudstiden, og samtidig steg antallet af mord voldsomt (da Al Capone skulle regulere det illagele marked uden for retssalene). Kuren var igen værre end selve sygdommen.

Udryddelsesstrategien virker ikke

Grundargumentet er: Når efterspørgslen er så massiv som ved hash og andre stoffer, vil der altid være et matchende udbud. Den anlagte forbudsstrategi leverer ikke resultaterne om "det stoffrie samfund". Sammenlignet med liberale lande som Holland er det klart at Danmark ikke nyder positive effekter af den "hårde linie". Set verden over er der ikke nogen entydig sammenhæng mellem størrelsen af straffe og udbredelsen af stoffer. Den hårde linies "signalværdi" virker tydeligvis ikke, for så ville Danmark og USA fremvise meget bedre tal end Holland. Forbudet er virkningsløst, og man bør derfor legalisere og regulere i stedet, da man nemt kunne realisere forbudets minimale fordele gennem en mere human politik.

Forbudsstrategien, der sigter mod total udryddelse, er forsøgt overalt i verden. I nogle lande er straffene nærmest astronomiske. I Filipinerne er der eksempelvis dødsstraf for besiddelser over 500 gram hash, livsvarigt fængsel fra 5-499 gram, fra 1-5 gram er straffen "kun" 12 års fængsel. I USA er folk idømt både 10 og 50 års fængsel for små besiddelse af hash pga. nogle spidsfindigheder i lovgivningnen og nogle helt vanvittige obligatoriske minimumstraffe. USA er det land i verden, der fængsler flest indbyggere procentuelt (og de smider pesticider ned over fremmede nationer). Alligevel har ingen af disse lande kunnet udrydde stofferne. I 2007 var opiumsproduktionen i Afghanistan den højeste nogensinde. USA er oven i købet specielt i vestlige sammenhænge, da de har de absolut skrappeste straffe, men samtidig mener man, at USA konsumerer flest stoffer af alle nationer i verden.

Der er simpelthen ikke nogen entydig og gunstig sammenhæng mellem straffens hårdhed og udbredelsen af hverken cannabis eller andre stoffer.

Et forbud skaber også et kunstigt opskruet marked for det efterspurgte produkt.

Agenterne på markedet har øgede produktionsomkostninger, distributionsomkostninger, tab ved beslaglæggelse, risici ved bøde, konfiskation og fængsel. Dette burde teoretisk give prisstigninger, men årevis med Kampen Mod Narko viser, at disse omkostninger ikke kan betegnes som alvorlige. Krigen Mod Narko har aldrig været mere intens, straffene aldrig hårdere, men udbudet af stofferne viser en stabil trend i retning af flere stoffer, og priserne er generelt faldet (hvilket de ikke ville have gjort, hvis udbudet faktisk var blevet begrænset af Krigen Mod Narko).

Der er givetvis en vis begrænsning af udbudet simpelthen fordi omkostningerne - og dermed priserne - er kunstigt høje. Der er som sådan ingen grund til at betvivle denne økonomiske sandhed. Problemet med at klynge sig til denne ene fordel er, at man glemmer omkostningerne. I dagens Danmark opnår vi kun denne lille virkning med alle "forbudets skader" som beskrevet ovenfor. Man kunne let som ingenting have lagt de sædvanlige skatter og afgifter på hashen for at opnå samme afskrækkende virkning gennem priserne. Og man kunne have taget incitamentet totalt ud af det sorte marked, hvis folk på 16-18-20 år kunne henvende sig hos lægen, apoteket eller coffee shoppen for at få deres ønskede stoffer (forskellig regulering for forskellige stoffer). Dette ville resultere i færre unge, der bliver suget ind i en pr. definition kriminel subkultur.

Desuden er et illegalt marked mere lukrativt, fordi man ikke er underlagt normale økonomiske og statslige kontroller. Ingen pushere betaler skat og moms, og ingen pushere bruger kræfter på at leve op til sikkerhedkrav for selve produktet eller på arbejdspladsen. Det forklarer også, hvorfor priserne ikke er højere: agenterne har godt nok øgede udgifter i produktionsapparatet, men der er ingen udgifter til statens regulatoriske krav.

Så ikke blot vil efterspørgsel altid resultere i et udbud, men selve forbudet fremmer profitten i markedet og sikrer udbudet. Forbud af denne type vil altid lede til øget kriminalitet i samfundet.

Legalisering er en betingelse for konstruktive løsninger

Grundargumentet er: Den eksisterende kriminalisering er en uoverstigelig barriere for de konstruktive løsninger der fokuserer på skadesreduktion, behandling, dialog og kvalitetskontrol. For at opnå fornuftige rammer for diskussionen, fjerne kriminalitet og sikre kvaliteten på stofferne så folk ikke dør unødvendigt, bør man legalisere.

Det kan være vigtigt at påpege, at legalisering ikke i sig selv er løsningen på alle samfundets stof-problemer.

Legaliseringen siger altså ikke i sig selv, hvordan vi skal løse problemerne eller hvordan vi skal tale sammen, og legalisering forhindrer heller ikke alle skader og afhængigheder. Legalisering er dog en betingelse for at det bliver muligt at udforske disse problemstillinger.

Information er uløseligt forbundet med skadesreduktion. Det gælder både på et officielt og familiemæssigt plan. Når stoffer ikke længere bare "er ulovlige, og derfor dårlige", bliver det sværere at kortslutte samtalen ved at kalde hinanden skældsord.

I familierne åbner dette for, at børn og forældre kan tale sammen om deres forbrug af forskellige stoffer. I dag har den langvarige kriminalisering og skræmmekampagnerne gjort emnet næsten umulig at diskutere, og unge mennesker hemmeligholder 99% af tiden deres brug af de ulovlige stoffer. Ofte aner forældrene ikke, hvad der foregår, og det gør det svært for dem at støtte deres børn.

Officielt skaber legalisering mulighed for, at man taler om det i dag utænkelige: nemlig hvordan en person bedst forholder sig til diverse rusmidler, hvis vedkommende allerede har tænkt sig at prøve dem.

Med skadesreduktion kan man også pludselig tale om at skære ned i stedet for helt at holde op (noget der svarer til de 14/21 genstande, som man anbefaler ved alkohol). I dag er denne indgangsvinkel utænkelig, da man får skudt i skoene, at det er "en opfordring til at tage stoffer".

Når hysteriet og kriminaliseringens stigma bortfalder, åbner det også for at forskere nemmere kan kaste sig over projekter, der både har medicinske og grundforskningsmæssige formål. Forskning ville også blive forbedret rent informationsmæssigt, da spørgeskemaer og interviews vil blive besvaret langt mere sandfærdigt.

Et andet kollosalt problem, er at lægevidenskaben for længst har bevist at mange af de ulovlige stoffer har terapeutiske, lindrende eller ligefrem helbredende kræfter. Tusinder og atter tusinder af patienter lider dagligt under, at deres medicin er blevet gjort så forbudt, at de ikke engang kan bruge stofferne medicinsk. Selv om det udtrykkeligt er hensigten, at forbudet mod stoffer ikke bør gå ud over patienter med legitime behov, så er de praktiske kendsgerninger noget andet.

Endelig er det i dag et kollossalt problem i behandlingen af psykiske sygdomme, hvis en person samtidig har et forbrug eller misbrug af ulovlige stoffer (problemet med de såkaldte dobbeltdiagnoser). Mens folks forbrug af alkohol og tobak bliver set på med næsten intet andet end bekymring, så er det ofte sådan, at psykologer og psykiatere nægter at behandle patienter for deres psykiske sygdomme før de bliver stoffri, og behandlerne nægter at gøre noget, før den psykiske sygdom er blevet kureret. Skadesreduktion giver muligheden for, at behandlernes i samarbejde med den psykisk syge stof(mis)bruger forsøger at finde et bæredygtigt niveau for stofindtaget. Skadesreduktion betyder generelt, at total stoffrihed ikke er et krav, men det kan sagtens betyde at man kigger på livsstil, kost, kosttilskud, motion og reduktion af forbruget eller misbruget.

############################################
#       Copyright Malkavian 2007           #
############################################