Hykleriet i debatten om cannabis

Tilbage til forsiden

For seriøst baggrundsmateriale til denne artikel, se venligst Cannabismyter.

Jeg er træt af hykleriet og selvmodsigelserne i denne debat:

- Flertallet af politikere vil fortsat forbyde cannabis, fordi man påstår, at det er vanedannende. Alligevel er stærkt vanedannende produkter som cigaretter og alkohol lovlige.

- Cannabis er så forhadt, at lægevidenskaben har svært ved endog at forske i THC som lægemiddel. Samtidig hyler forbudskrigerne op om, at medicinsk cannabis slet ikke har nok videnskabelig dokumentation og derfor fortsat bør være forbudt.

- Modstanderne "kan ikke se nogen grund til at cannabis bliver lovligt, da det er farligt". Hovedpinepiller som Pamol og Panodil er dødbringende ved endog små doser, men er alligevel lovlige.

- Lægevidenskaben pusher et hav af vanedannende medicin over disken: benzodiazepiner, antidepressiver, opiater, osv. Cannabis er relativt ufarligt, men er forbudt selv som medicin.

- Cannabis bliver udskældt som vanedannende, men det er primært psykologisk vanedannende. Psykologisk vanedannende ting rummer alt fra sukker, chips, flødeis, chokolade, sport, faldskærmsspring, computerspil og sex - og det er fuldt lovligt.

- Folk siger, at vi ikke har brug for flere rusmidler. Samtidig slår de eneste rusmidler vi har - tobak og alkohol - tusinder ihjel hvert år. Cannabis slår ingen ihjel.

- Folk er bange for hash, der officielt står for 0 (nul) dødsfald om året i statistikkerne. Spiritus er direkte årsag til hver 20. dødsfald i Danmark, men her laver man med stort bifald whisky, vin og øl-klubber og udgiver magasiner og tidsskrifter. Hashklubber er forbudt og bliver jævnligt stormet af politiet.

- Vin og spiritus er dyrt og relativt svært at fremstille. Alkohol støttes generelt af rige politikere. Hash er et billigt rusmiddel, som de fattige har råd til. Rige politikere støtter forbudet mod hash.

- De siger, at hashrygere er en trussel mod trafiksikkerheden. Det er alkohol også, men de fleste kører jo ikke spirituskørsel, fordi alkohol er lovligt.

- I Ribe tvinger politiet mistænkte narkomaner til at aflevere 6 urinprøver over 6 måneder. Nægter de eller viser positiv for stoffer, tager politiet deres kørekort fra dem, selv om de ikke har begået nogen færdselsforseelser. Piloter med frakendt kørekort pga. spritbilisme må fortsat flyve, hvis flyveledelsens læge siger god for det, og ingen med en øl i køleskabet bliver udsat for at skulle bevise at de ikke er alkoholikere. (Ribe-modellen er med sammenlægningen af politiregioner udbredt til hele landet i 2007)

- Samfundet accepterer paracetamol-præparater som Panodil i håndkøb, mens cannabis i enhver form er forbudt. Der dør ingen af cannabis og der er ingen permanente farer ved cannabis. Paracetamol medvirker årligt i adskillige dødsfald, selvmord, leverskader og overmedicineringer af selv helt små børn.

- Benzodiazepiner (Stesolid, Valium, Flunitrazepam, Rohypnol ) tegner sig for ca. 23.000 storforbrugere i Danmark, og stoffet er meget vanedannende. Cannabis er ikke vanedannende men må ikke bruges som nerve- eller sovemedicin. (http://www.psykoweb.dk/fakta/angst.sleep-viagra.htm)

- Der er mellem 100.000 - 200.000 danskere, der er decideret afhængige af sove- eller nervemedicin, fordi man anslår at benzodiazepiner er mindst ligeså afhængighedsskabende som heroin og morfin. Alligevel er cannabis forbudt.

- Der er i alt mellem 200.000 - 300.000 danskere, der er afhængige af fuldt ud lovlig, receptpligtig medicin. Hovedparten er afhængige af sove- eller nervemedicin og resten af opiater. Alligevel er det hash man bruger hundredvis af millioner på at bekæmpe.

- Mange afviser cannabis som et medicinsk præparat, fordi der er en "risiko" for at blive høj af præparatet. Stesolider, valium, ketoganer, morfin og benzodiazepiner kan også gøre folk berusede, men de er tilladte.

- Det godkendte præparat Seroxat (en "lykkepille" til behandling af socialangst) kan udløse rødmen, kvalme, åndenød, sved, impotens og i få tilfælde panikangst. Alligevel er cannabis, der har en langt kortere liste af bivirkninger, ulovlig og udskældt for at kunne give psykoser (som panikangst).

- Mange antidepressiver kan resultere i fedme og manglende sexlyst og derved forværre folks depression. Cannabis ændrer ikke kroppens stofskifte og fremmer decideret sexlivet.

- Man har godkendt nye, kunstige "lykkepiller", som man ikke kender langtidsvirkningerne for, mens cannabis, der har været kendt i årtusinder, er forbudt.

- Ofte giver kemoterapi så alvorlige bivirkninger med opkast og kvalme, at mange patienter vælger at stoppe deres ellers nødvendige behandling. Lægevidenskaben har ingen lovlig medicin, der virker så effektivt som en simpel joint. Alligevel må tusinder af kræftpatienter lide hver evig eneste år pga. forbudet mod den bedste medicin.

- Moderne cannabispræparater som Marinol og Sativex koster formuer i forhold til den reneste, økologisk dyrkede cannabis, og de virker dårligere end cannabis pot. Man nægter fortsat at lovliggøre cannabis.

- Staten forsøger at beskytte borgerne mod de "farlige virkninger" af hashen. Hashrygning er som anden rygning skadeligt, og enkelte personer tåler ikke hash, men ingen har påvist dødsfald som følge af hash. "Beskyttelsen" af borgerne består af bøder, pletter på straffeattesten, ødelagte karrierer, arrestation, fængsling, brutalisering, rektalundersøgelser, varetægtsfængsling, social udstødelse og kriminalisering.

- Forbudet mod hash gør at staten går glip af ca. 1 milliard kroner om året. Virkningerne af forbudet har ikke ledt til en begrænsning i forbruget (for tallene fra Holland er bedre end de danske), så "fængsel og straf" er hvad man får for pengenet. Alle disse penge er taget fra hospitalerne, ældrepleje, uddannelse, ambulancekørsel og et hav af andre vigtige områder.

- Cannabis er klassificeret i FN i samme faremæssige kategori som heroin og opium. Videnskaben sammenligner faremæssigt cannabis med kaffe og te og under alle omstændigheder mindre farligt end alkohol.

- I USA er rygegrej til andet end almindelig tobak forbudt. Man kan komme i fængsel for at sælge bonger og vaporizers. Forbudet nægter cannabisnyderne adgang til bedre og sikrere rygeprodukter og øger deres risiko for lunge- og luftvejsproblemer.

- Politikerne farer frem med "hårdere straffe". Hårde straffe har til dato i intet samfund ledt til et mindre forbrug af cannabis. Man ved til gengæld, at forbud og hårde straffe leder til organiseret kriminalitet og øget vold og kriminalitet. Cannabis er fortsat forbudt på trods af denne viden.

- Den mere liberale lovgivning i Holland, Canada og Schweiz har ikke ledt til et en eksplosion i forbruget af cannabis - som kritikerne ellers frygter ville ske i Danmark. Politikerne nægter trods fakta at tage ved lære af andre ude i verden.

- Folk kalder hash et "gateway drug" til f.eks. heroin. I landene med øget legalisering af hash findes der ikke denne stigning i brugen af andre stoffer.

- Selv beslaglæggelsen af 13-14 tons hash i Danmarks største beslaglæggelse ændrede ikke prisen en krone på gaden. Trods viden om, at indsatsen ikke betyder noget, forsætter man bekæmpelsen af cannabis.

- Når hash forhandles af kriminelle pushere kan hashen være forurenet med kemikalier og pusheren forhandler typisk også farligere stoffer. Cannabis kunne forhandles på en forsvarlig måde ved lovliggørelse. Politikerne insisterer på at fastholde en politik, der øger skadevirkningerne af hashen.

- Som med alle rusmidler rummer cannabis visse farer. Meget andet rummer farer, om det er faldskærmsspring, håndbold, alkohol, cigaretter, sex, graviditet eller marathonløb. Kun cannabis er forbudt.

- Mange liberale politikere anser individets selvbestemmelse som hellig, men når det kommer til cannabis vil de ikke give det enkelte menneske frihed til at bestemme.

- Samfundet giver folk frihed til at drikke øl, vin og spiritus, samt ryge tobak, men disse drikkende, rygende mennesker vil ikke give andre folk lov til at indtage cannabis.

- Meget medicin er livsfarligt at blande med alkohol. Cannabis har ingen giftig reaktion med alkohol, og man kender generelt ikke til giftige reaktioner med eksisterende medicin. Alligevel mener politikerne, at vi har "nok rusmidler", selv om cannabis kunne hjælpe medicinerede mennesker til at få en sikker rus.

- Under graviditet giver cannabis ikke misdannelser på fostre, påvirker ikke børnenes mentale udvikling eller vækst, og er såvidt videnskaben kan afgøre relativt ufarligt (omend store mængder røg naturligvis er skadeligt). For år tilbage forårsagede medicinen Thalidomid omfattende misdannelser af børn over hele verden. Tusinder blev født med skrækkelige deformiteter. Thalidomid blev brugt mod kvalme i forbindelse med graviditet. Cannabis var og er sikkert, og cannabis virker bedre mod kvalme end Thalidomid og ethvert andet kommercielt produkt, der er udviklet siden.

- Man straffer rask væk gymnasieelevers hashbrug ved at suspendere deres undervisning og udelukke dem fra alle sociale arrangementer resten af året. Forestiller de straf-liderlige sig, at social udstødelse, marginalisering og manglende undervisning faktisk er til nogen gavn for de unge, specielt hvis deres hashforbrug er en følge af, at de i forvejen er svage elever?

Efterskrift

Trods tonen ovenfor skal det siges, at forfatteren ikke har noget problem med alkohol, tobak eller medicin af nogen art. Disse produkter har deres berettigelse, også selv om de indebærer de velkendte risici. Det vigtige er at omgås farlige ting med respekt og sikker viden.

############################################
#       Copyright Malkavian 2006           #
############################################